Historie / Set og sket / Set og sket i 2005 / Affaldsopsamling

Affaldsopsamling

Grøfterne ved den nye cykelsti blev igen renset af bylaugsmedlemmer

Søndag den 17. april 2005 havde Stenmagle bylaug et hold affaldsopsamlere (8 bylaugsmedlemmer) til at rense grøfterne langs den nye cykelsti på Sorøvej mellem Stenmagle og Stenlille.

Denne gang var det et led i en landsdækkende kampagne arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening, men bylauget har gjort det tidligere, og vil sikkert gøre det igen med jævne mellemrum.

Man kan måske nok sige, at det ikke nytter noget som helst, for om 4 uger ligger der lige så meget affald igen. Ideen er da også mere at være synlige og få en holdningsændring i gang i befolkningen. Indsamlingen skal bruges som en slags øjenåbner for alle, der kørte forbi i tidsrummet for indsamlingen, søndag mellem kl. 10 og 13, eller som læser om det i avisen. Når man får at vide, hvor meget der ligger og flyder langs vejene, håber vi, at man tænker sig om en ekstra gang, inden man dumper affald i naturen næste gang.

8 mennesker, 3 timer, under 2 km landevejsgrøft - resultatet blev en hel trailerfuld affald! Det værste affald er de knuste flasker, som fortæller, at her er der nogen, der simpelthen har smidt dem ud af bilvinduet. Her har vi desværre nok svært ved at påvirke en holdningsændring, da det er folk, der er helt uden for rækkevidde af almindelig sund sans.
 
Men plastposer, plastflasker, fladtrykte metaldåser, pap og papir er ting man måske har tabt, fordi man ikke pakker affaldstraileren ordentligt, eller fordi man ikke gider slæbe det med hjem på cyklen. Det lignede ikke ting, der var tabt af skolebørn, så vi må nok erkende, at alle aldersgrupper vist er under mistanke vedr. det svineri vi ser i landevejsgrøften.
 

På billederne ses vi i fuld gang med indsamlingen og til sidst slappe af ved vores Tromlehus i Stenmagle ved siden af en hel trailerfuld affald. Det var en smadderhyggelig tur, hvor vi samtidig fik en god portion motion og en fin afslutning bag Tromlehuset, hvor bylauget var vært ved en enkelt øl eller vand.