Båltale 2012 ved Stenmagle Bylaugs fest.

v/ Birgit Jensen, Direktør, hrplus


Allerførst tak fordi jeg er blevet spurgt om jeg ville holde årets båltale ved den flotte bålfest arrangeret af Stenmagle Bylaug. Det har været en dejlig dag, som vi startede allerede kl. 14. med et motionsløb fra området i det skønne Assentorp.

Og festlighederne har været rigtig mange lige fra klovn for børnene til kagekonkurrence til nu hvor vi står foran bunken her som skal blive til et knasende og livligt bål lige om lidt.

Dagen i dag er blevet til ved fælles hjælp – mange har kastet deres kræfter og ressourcer ind på at gøre dagen til noget særligt vi i Stenmagle, Assentorp og Nyrup vil huske og huskes for.

Og netop dette er med til at skabe et billede af vores område:

Hvad husker du Stenmagle for? Først og fremmest bor vi i området – vi har vores hjem her, med drømme og en hverdag. Vi har skove, moser og marker. Vi har unge, børnefamilier som vi har fanget i dag, og vi har den ældre generation. Vi bor på gårde, idylliske gamle huse og parcelhuse. Altså en god blandet og mangfoldig landhandel om man vil.

Rigtigt mange kører igennem hver dag ca. 12.000 biler passerer på Sorøvej i døgnet !

Mange kører hver dag fra vores område og ind til en større by for at arbejde og kommer hjem igen om aftenen.

Hvad sker der i området i mellemtiden? Når man kører hurtigt igennem – vil svaret for mange være – ingenting.

Men ser man nærmere efter så er det for mange af os, også vores arbejdsplads, byen som mange kører til for at gå på arbejde, holde kundemøder og arrangementer - et område hvor erhvervslivet blomstrer – der er et rigt udvalgt af større og mindre virksomheder.

Og jeg har slet ikke tal på hvor mange virksomheder eller hvor mange arbejdspladser byen her giver, men lad mig nævne nogle lige her i nærheden:

Chis Jensen og DBI
Tømrervirksomheder – alene fra byskiltet og hertil kan jeg tælle 4 – måske er der flere?
Konsulentvirksomheder
Grafisk virksomhed
Design
Hesteavl
Entreprenørvirksomhed
Massør
Blomster
Campingpladsen
osv.osv.
Og ja, jeg kunne blive ved.

For erhvervslivet – som for alle andre - er der mange udfordringer også i her i området, det kan vi ikke benægte.

Men et har vi til fælles – drivkraften og viljen til at ville.

Som jeg ser det, så har vi rigtig mange forudsætninger for at skabe et attraktivt område, som udefrakommende husker, når de kører igennem og som bliver betragtet som et aktivt område og som man ønsker at flytte til.

Vi kan alle spørge os selv, hvad enten vi har vores private base her, om vi tager hertil for at arbejde eller er erhvervsdrivende – hvordan kan jeg være med til at gøre byen attraktiv at bo i?

Ville jeg f.eks. være min egen nabo? Hvad vil jeg fremhæve i byen overfor besøgende? Hvad vil vi gerne have at hver af disse 12.000 biler, som kører igennem hver dag siger om os?

Min opfordring til os alle er – og i denne sammenhæng specielt også til Bylauget er at se området som en helhed og tage erhvervslivet med som partner i arbejdet for området.

For mig markerer SanktHans starten på noget dejligt og vidunderligt – nemlig sommeren og det som kommer.

Tak fordi I lyttede og endnu engang tak til Bylauget som gør et stort og uvurderligt arbejde for vores område. Og lad os så få fut i det bål.