Nye veje til borgerdeltagelse i byudviklingen
Ph.d-afhandling: Borgerdeltagelse kan være med til at skabe mere demokratiske beslutningsprocesser og samtidig give et værdifuldt afkast i form af helt nye ideer.
Borgernes aktive deltagelse i byudviklingsprocesser kan være med til at skabe bedre ideer, som kan højne byens kvalitet, og borgerinddragelse handler i høj grad om at turde tage de politiske diskussioner med borgerne. Det er grundtanken i ph.d.-afhandlingen “Den igangværende by – borgerdeltagelse i byudvikling”, som ph.d.-kandidat, cand.mag. Thomas Fabian Delman, partner i designvirksomheden Kollision, har forsvaret på Arkitektskolen Aarhus.
Det er udgangspunktet for Thomas Fabian Delmans forskning og de byudviklingsprojekter, han deltager i som partner i designvirksomheden Kollision, og han understreger, at det i høj grad handler om at turde tage de politiske diskussioner med borgerne – altså der, hvor det drejer sig om værdier og prioriteringer i forhold til, hvad vi vil med vores samfund og herunder byernes rolle:
“Ideen er, at alle har en ret til at være i byen – men hvis vi skal være der i samme rum på samme tid, så er det nødvendigt at diskutere, hvordan vi kan være det, hvad vi vil med byen, hvordan vi organiserer samværet, og hvordan vi sikrer, at der er plads til alle.”
Borgerdeltagelse med ejerskab
Samtidig handler det om at have fokus på, at alle har en forståelse for den kompleksitet, der præger ‘den igangværende by’.
“Ideen om, at byen er igangværende, medfører, at vi forstår byen som noget, der er præget af modstridende – eller ligefrem gensidigt udelukkende interesser – der paradoksalt nok skal være tilstede på samme tid. Derfor bør vi se byen som en slags ‘fælles værk’ med afsæt i et mangfoldigt kulturbegreb, hvor alle aktører anerkender, at der skal være plads til både konsensus og konflikter, og at byens problemer er ‘wicked’, forstået sådan, at der ikke findes nogen endelig eller ‘sand’/’falsk’ løsning – men at der er mange forskellige opfattelser af det gode liv på spil.”
Byen er altså i konstant udvikling, præget af mange interesser og mange aktører, og der giver det god mening at inddrage borgerne i diskussionen om, hvilken udvikling man ønsker, frem for at overlade denne diskussion alene til f.eks. developere, planlæggere eller politikere.
“Helt konkret er det vigtigt, fordi borgernes aktive deltagelse kan være med til at skabe bedre ideer – altså et innovationsaspekt – der kan højne byens kvalitet. At borgernes deltagelse kan give planlæggere, landinspektører og andre aktører et bedre, mere oplyst grundlag at træffe beslutninger på, og at borgernes aktive deltagelse kan være med til at sikre opbakning til de beslutninger, der træffes – et ejerskabsaspekt.
I forlængelse af dette handler det også om, at man ikke får borgerne som modstandere, dvs. den klassiske tilgang med ‘ikke i min baghave’! Målet bør være at gøre borgerne til proaktive medspillere eller kompetente deltagere, som jeg kalder det, i udviklingsprocessen – i stedet for besværlige modstandere.”
Planloven og borgerinddragelse
I sin ph.d.-afhandling “Den igangværende by – byudvikling og borgerdeltagelse” har Thomas Fabian Delman forsøgt at tage en diskussion om, hvorfor man skal lade borgerne deltage, og hvad vi får ud af det.
“Traditionelt i planloven er borgerdeltagelsen indskrevet som noget, der først sker, når mange beslutninger ER truffet, og der er et planforslag, som borgerne kan tage stilling til. Men et planforslag er ofte så komplekst, at den almindelige borger ikke har forudsætninger for at udtale sig kvalificeret – og kun kvalificerede bud får indflydelse i høringsfasen. Man baserer sig altså på en høj grad af ‘fornuftsbaseret’ argumentation, hvor borgerne skal kunne påpege noget ‘ufornuftigt’ – eller noget, der strider mod gældende lovgivning – for at kunne være sikre på at få indflydelse.
Men er det den rigtige måde at gøre det på? Afhandlingen forsøger at tage en diskussion omkring, at det måske giver bedre mening at se borgerne som ressourcer, der kan kvalificere arbejdet forud for planen, frem for som nogle, der skal høres, når først planen er færdig. Derudover forsøger jeg at anvise nogle måder, som processerne kan tilrettelægges på, og igennem cases at illustrere, hvilke metoder og overvejelser, der kan være relevante i den type udviklingsprojekter.”
Strategidiskussionen i Thomas Fabian Delmans afhandling kan derfor bruges direkte som en kvalificering af de overvejelser, man bør gøre sig, når man skal i gang med at tilrettelægge en borgerdeltagelsesproces. Ligesom nogle af de metoder, han redegør for, kan inspirere til nye måder at inddrage borgerne på. Og afhandlingen kan måske være med til at sætte nogle tanker i gang om den måde, vi tilrettelægger hele planarbejdet på i dag.
Er det f.eks. på tide med en revision af planloven, hvor vi flytter borgerdeltagelsen om i de allertidligste faser af planprocessen – frem for blot at lade borgerne tage stilling til den færdige plan eller udkast hertil? Og hvordan skal vi flytte om på ressourcer i processen, så vi sikrer, at borgerne faktisk kommer til orde, når det giver mening, og kan bruges som ressource, frem for at se dem som et besværligt, fordyrende led i vores ellers strømlinede planprocesser?
“Som beskrevet i min afhandling, så har planloven løbende været revideret således, at der efterhånden er indskrevet nye betingelser og rammer for borgernes deltagelse i byudviklingen. Aktuelt befinder vi os på et trin i loven, hvor der er tale om en symbolsk inddragelse. Dvs. at borgerne har ret til at udtale sig – men der er ingen garanti for, at de bliver hørt eller får indflydelse på processen og produktet. Spørgsmålet er, om det er på tide, at vi får en ny revision, der trækker os endnu et trin op af deltagelsesstigen, så vi kommer op på et trin, hvor borgerne får mere direkte – og reel – indflydelse på udviklingen.”
Byudvikling med mere borgermagt
De nye tendenser inden for byudviklingen, særligt dynamisk planlægning og midlertidighed, åbner op for muligheden – såvel som behovet – for, at borgerne involverer sig mere aktivt i udviklingen af byerne, understreger Thomas Fabian Delman.
“Med mindre embedsmænd og lokalpolitikere selv ønsker at løbe rundt på havnefronten med hammer, søm, brugte paller og strandsand til midlertidige barer og boder, er der et stort behov for, at borgerne aktivt deltager i denne type processer.
Men hvis borgerne skal investere mere tid og flere ressourcer i byudviklingen, kræver det også, at de får noget til gengæld. Dette ‘noget’ kan næsten kun være større frihed og mere indflydelse, altså mere ‘borgermagt’.
Det giver ikke mening at give borgerne total kontrol med byudviklingen – altså non-plan tanken – men mere forpligtende partnerskaber og uddelegering af magten inden for bestemte områder kunne sagtens være en mulighed.”
Men hvis borgerne på den måde skal træde i karakter som (med)planlæggere og udviklere af byen, kræver det ifølge Thomas Fabian Delman et opgør med, hvad man kan kalde ‘nulfejlskulturen’ i mange offentlige processer:
“Der er en risiko for, at frygten for at begå fejl kan lede til konservatisme i planlægningen, hvor man hellere bevæger sig på evidensbaseret grund og inden for rammerne af etableret ‘best practice’ end tager (kreative) chancer, der kan føre til egentlig nytænkning.”
Men hvis byerne skal realiseres som et ‘fælles værk’, bør der i stedet netop satses på kreativitet og innovation – og det medfører også retten til at begå fejl og tage ved lære af dem.
“Kompleksiteten i planlægningen er stigende, og vi har ikke længere en opfattelse af et ‘fælles bedste’. Alligevel er der måske stadig planlæggere derude, der opfører sig, som om der er en ‘skjult’ sandhed, der styrer ‘retten til byen’. Men netop fordi borgerne i stigende grad er kompetente deltagere, vil de ikke acceptere denne præmis og ender dermed i reaktiv opposition.”
Den store udfordring
Det er barske ord om planlægningen, og Thomas Fabian Delman vedkender sig også, at hans udlægning af aktuel planlægningspraksis er stærkt forsimplet og yderst polemisk.
“I realiteten ved mange planlæggere selvfølgelig mere om kompleksiteten end borgerne, og de forsøger netop at se udviklingen i et mere holistisk perspektiv, uafhængigt af snævre, partikulære interesser. Og borgerne er ikke nødvendigvis de egentlige eksperter, som vores tidligere statsminister argumenterede for i sin nytårstale. Men hvis vi betragter borgerne som kompetente deltagere, så kræver det en ændring af den aktuelle planlægningspraksis – og dermed en revision af planloven – hvor vi i langt højere grad tillader borgernes mangfoldighed af interesser og kompetencer at spille en aktiv rolle.”
Her er den store udfordring ifølge Thomas Fabian Delman, at der ikke er evidens for at påstå, at denne omfordeling og investering vil give et bedre afkast i form af eksempelvis mere vækst, bedre byer eller konkrete løsninger på aktuelle problemer som klimakrisen.
“Der er heller ikke nogen sikkerhed for, at vi faktisk kan engagere borgerne, omend jeg vil påstå, at mine cases – og andres erfaringer fra lignende projekter – er eksempler på, at det kan lade sig gøre at engagere borgerne, hvis der afsættes de nødvendige ressourcer. I sidste ende kan man derfor koge spørgsmålet om borgernes aktive deltagelse i byudviklingen ned til et klassisk, fordelingspolitisk spørgsmål:
Er vi parate til at afsætte de nødvendige ressourcer (socialt, kulturelt og økonomisk) til at udvikle, evaluere og løbende tilpasse strategier, metoder og redskaber, der tillader borgerne at deltage aktivt i byudviklingen?”
Artiklen har tidligere været bragt i ”Landinspektøren”, nr. 3/2011.
