Historie / Artikler bragt i Budbringer / Stenmagle Mølle

Stenmagle Mølle


Model af stubmølle
Den oprindelige mølle var en gammel stubmølle. Hvornår den blev opført vides dog ikke.

I jordebog over Sorø Akademis Gods - bind I s. 638 fremgår det: ... 1586 består Stenmagle Mølle af 2 længer og 1 hestemølle, 1 vindmølle helt brøstfældig, ingen avl.

Fra "Danske Møller", Erhvervsforlaget 1934:
Stubmøllen gik i 1803 ud af Drift, hvorefter der blev bygget en stor hollandsk Vindmølle. Efter dennes Brand i 1907 opførtes den nuværende hollandske Vindmølle, der har et Vindfang paa 35 Alen med selvkrøjer og Selvsvikker, og har dertil installeret en 55 HK Dieselmotor.
Til Møllen hører der ogsaa et Bageri bygget i 1888, og der drives desuden Handel med Korn og Foderstoffer samt med Kunstgødning.
Møllen hørte i gamle Dage til de priviligerede Møller og blev den Gang drevet som Fæstemølle under Sorø Akademi, men i 1814 overgik den til fri Ejendom.

Pluk fra Holger Jørgensens oversigt over de enkelte matrikelnumre i Stenmagle:

16a Sorøvej 27
Før udskiftningen lå her en mølle uden jord. Ved udskiftningen i 1782 blev matr. nr. 16 tillagt møllen som "Møllegården" og udflyttet fra selve byen. Nuværende bygninger er fra 1928 efter en brand.

12c Sorøvej 68 - 16d Sorøvej 66
"Stenmagle mølle" har i dette århundrede været en større virksomhed med bageri, melfabrik (mølleri) og grovvarehandel. Efter en brand i 1957 ophørte bageriet, men møllen blev genopbygget i 1958 som mølleri og grovvarehandel indtil 1967-68. Beboelsen til møllen blev solgt fra i 1968 (matr. nr. 16d). Oprindelig lå stuehuset til møllen på den "modsatte" side af vejen, men kom til at ligge ved siden af møllen efter en vejudretning gennem hele Stenmagle by i 1959-61.

Millhouse Porcelæn
Her i august 1998 besøgte jeg porcelænsfabrikken, hvor afdelingsleder Solveig C. Søndergaard (Sussi), bosiddende i Kyringe, fortalte, at Brdr. Eskesen havde keramisk fabrik her i perioden 1976-92. Herefter blev den overtaget af Weidingerglas i Herlev, hvorfra salg og markedsføring i dag foregår.
Produktionen er gaveartikler, sportspræmier og reklamegaver, og det man laver her i Stenmagle er overførsel af transfers i fx porcelænskrus, askebægre og vaser med efterfølgende indbrænding. Foruden Sussi arbejder også Helen Hansen fra Stenlille på fabrikken i Stenmagle.
Det, der i dag er at se af "gammelt", er den bagerste bygning, hvori der stadig befinder sig et par møllesten m.v. - og udvendigt stikker nogle kraftige sten frem, der har været med til at bære den oprindelige mølle.

Preben Lemann



Billedet her er fra 1917 og er lånt af Millhouse Porcelænsfabrik. Billedet hænger (1998) i firmaet i Stenmagle.