Historie / En god historie / Prinsesse Vildkat

Prinsesse Vildkat

Bent A. Warburg

 

Det er meget længe siden. Jeg gjorde hendes bekendtskab en bragende kold vintermorgen. Pludselig stod hun på havegangen og iagttog mig. Hun var sort som natten, med øjne der så alt. Hun var ikke bange, men meget årvågen. Da jeg spørgende stak hånden hen mod hende, hvæsede hun og retirerede. Da jeg ikke fulgte efter hende men blev stående, dalede hendes aggressionsniveau og hun gik langsomt væk.

Om aftenen stod hun der igen og denne gang satte jeg en skål mad til hende, da jeg fodrede hunden. Hun snusede lidt til maden, men i det samme kom Samson - en stor Schæferhan - og da han kom lidt for tæt på, tog hun et par hurtige skridt bort fra ham. Men det var en fælde og - tror jeg - med en nøje beregnet risiko. For da han fulgte efter, vendte hun sig som i et glimt og gik lige i hovedet på ham, og han måtte sætte sig med et chokeret hyl. Derefter forsvandt hun. Men hun var der igen dagen efter, og denne gang tøvede hunden, hvilket omgående knæsatte hendes ret til foder. Fremover kom hun hver aften og fik stillet sin sult.

Nogle uger efter denne episode, hørte jeg en morgen piben fra brændestablen. Jeg vidste med det samme at det var katteunger, og måtte undres over at de kunne overleve udendørs i så hård kulde. Og ukuelig som hun var, slog hun hermed fast, at her boede hun og i denne hendes verden spurgte man ikke; man handlede og dermed basta.

Hun havde fået tre killinger. To kulsorte som hun selv (og mon ikke Maximus Gammelkat var far til dem) og een spættet. Og hun gav dem stor kærlighed og lærte dem agtpågivenhed og alle de andre ting som katte er så gode til. Og jeg efterlignede en del af hendes adfærd og sørgede for mad og mælk til dem alle, og de accepterede min yngelpleje og gjorde mig til en del af deres verden, som jeg delte min med dem.

I forlængelse heraf installerede jeg en kattelem i redskabsskuret, så de kunne være i læ. Men i fyrrummet i kælderen var der varmt, og en dag stod døren åben i så lang tid som det tager at flytte tre små killinger. Så måtte også denne dør have en katteadgangsvej, og det blev deres hjem.

Fire år - og et kuld killingekillinger senere - nødtes vi til at flytte. Tidens ugunst. Og af indlysende grunde lod jeg dem alle henholdsvis sterilisere og kastrere. De yngstes forældre - altså hendes egne killinger - var blevet kørt over begge to, og med sorg havde jeg begravet dem under kompostbeholderen tidligere på året.

Der havde indtil nu hersket en ikkeberørings-aftale mellem os. Men en tidlig efterårsmorgen hvor jeg sad på trappestenen og labbede en bleg sol i mig, stod hun pludselig foran mig ganske tæt på, og jeg lod forsigtig begge mine hænder glide langs hendes kinder, og jeg tror hun et øjeblik har følt sin verden stå stille. Hun fik et ansigtsudtryk af stor skønhed.

Hendes ellers store runde øjne blev mandelformede, og det forekom mig at hun skød årene af sig som en brugt ham, og stod nu som genfødt, mens tilværelsen med al dens møje pludselig fik en anden dimension. Og i dette øjeblik begyndte et nyt liv for hende og for mig.

Hendes verden der aldrig før havde kendt til tillid, bredte sig pludselig ud og hun pjankede rundt som en lille killing. Og det til trods for, at hendes alder på det tidspunkt nok havde gjort hende næsten blind. Jeg syntes at kunne iagttage at hun var i stand til at skelne mellem lys og skygge, men det var også alt. Det var muligt at liste sig helt ind på hende når hun ikke var opmærksom, men da jeg havde gjort det een gang og så hendes forvirring over at være overrumplet, gjorde jeg mig altid umage med at advisere hende om mit komme.

Hendes svagsyn gjorde det umuligt for hende at fokusere. Hun skelnede vel kun mellem lys og skygge. Men i tiden der fulgte kunne jeg ofte iagttage hende når hun prøvede ting af, som for eksempel at stille sig i solen og langsomt lade lyde tegne billeder på indersiden af sjælen. Hun havde - indtil hun kom til mit hushold - levet den vilde kats barske og farefulde liv, og hun stressedes derfor stadig af hurtige bevægelser og voldsomme lyde. Men nu flygtede hun ikke mere, stod blot og trippede på stedet. Hendes tro på den nyfundne kærlighed og hengivenhed, mildnede hendes stress og blev til sagte forvirring. Hun blev en stor inspiration i mit liv.

En sommereftermiddag tog jeg et par små mælkejunger og gik sammen med Samson den lille kilometer hen til bonden som sælger mig nymalket mælk. Efter at være kommet tilbage, gik jeg og gjorde dyrenes foder i stand. Da jeg gik ind i huset igen, så jeg på trappestenen en dråbe tykt, mørkt blod. Jeg kastede et blik ned af mig selv for at se om jeg havde skåret eller revet mig. Men det var ikke mit blod, og jeg konstaterede hurtigt at hun manglede i flokken. Jeg fandt hende efter megen søgen bag en højtaler inde i huset, hvor hun havde gemt sig, og da jeg varsomt undersøgte hende, lod hun mig gøre det uden protest. Et stykke pels på størrelse med min håndflade var flået ud af siden på hende. Jeg tror hun havde ønsket at følge med os - om end på afstand, og at hun derved var kommet under en bil. I en lille kasse blev hun transporteret til dyrlægen, og da han havde bedøvet hende, skar han såret rent og syede hende, mens jeg holdt hende.

I tre-fire uger gik hun næsten sidelæns, indtil såret var groet sammen og huden havde strakt sig. Men hendes svækkede tilstand gjorde hendes helbred sårbart. Hun begyndte at skrante ligesom jeg troede hun var rask. Hun stoppede med at æde, og tabte sig voldsomt.

En aften lå jeg på sofaen og så TV, og hun kravlede op og lagde sig på mit bryst, som hun havde fået for vane. Hendes ånde var da så ildelugtende, at jeg måtte sætte mig op og undersøge hende nærmere. Det viste sig at slimhinderne i hendes gab var helt hvide, og jeg besluttede at søge dyrlæge næste morgen. Han gav hende et skud penicillin og mente ikke det var særligt alvorligt. Da vi kom tilbage til huset, sprang hun fra mig og forsvandt i haven, hvor et pludseligt sommeruvejr fik himmel og jord til at stå i ét. Jeg fandt hende først dagen efter, afkræftet og forkommen, og jeg bar hende indenfor og lagde hende på en lammeskindsbetrukket taburet. Jeg pakkede hende lidt ind, efter først at have mundfodret hende med rå æggeblomme. Fred og ro og masser af søvn er naturens store heler. Jeg tog derfor hen og overnattede hos en god veninde.

Da jeg den følgende morgen kom tilbage, lå hun på gulvet foran taburetten og var død. Hun lå på ryggen og hun havde lagt forpoterne ud til hver side, som om hun overgav sig, og jeg kunne se på hendes ansigt, at hun ikke havde lidt.

Jeg begravede hende i havens stille krog, i skyggen af de træer der skaber det bedste læ. En part af mit hjerte begravede jeg sammen med hende.