Historie / En god historie / Springeren

Bent A. Warburg

SPRINGEREN

 

Det tog den lille Cesna ti minutter at kæmpe op gennem lufthavet til de femtenhundrede meters højde, hvorfra han skulle springe. Det var kun hans sjette spring, og han var derfor ikke klar over om sveden i håndfladerne skyldtes travlheden med at nå ud til flyvepladsen inden lukketid, eller underbevidsthedens lurende protest mod noget så unaturligt, som at springe ud af en flyvemaskine i luften.

Der var ikke mange minutter til solnedgang, så det var dagens sidste spring. Egentlig var det ved at være for sent, men både pilot og springmester vidste at han kom direkte fra fødselsforberedelse med kæresten, og de syntes begge han skulle ha’ lov - for at vise ham deres sympati.

Omsider var man hvor man skulle være. Han holdt på reserveskærmen, da springmesteren strakte armen hen over hans skulder og svingede døren op.

Det gav et sug i maven og indvendig spurgte han sig selv hvad faen han lavede her? Men han vidste fra de andre at sådan havde selv garvede springere det engang i mellem.

Han kiggede ned langs sit lår, men kunne ikke få øje på den prik der var springgraven. Så slog de et sving for at komme i position.

“SID UD”, råbte springmesteren.

Han parerede ordre og svang benene ud af flyet, så fødderne rørte ved trinbrættet. Hænderne holdt fast i hver side af dørkarmen.

Jorden var smuk i det bløde aftenlys. Den lignede en have, set fra denne afstand. Ude i horisonten understregede et fjernt hav krumningen, som var meget tydelig.

Måske var det disse overjordiske indtryk der fik ham til at springe, for han havde kun sjældent oplevet noget så betagende.

Og turen ned fra højder hvor ingen fugl flyver. Det var ham selv der blev til fugl, som på en kæmpevinge langsomt søgte rede.

Så lød den næste kommando: “FORTSÆT”!

Han trak sig langsomt op ved venstre arm og strakte den højre ud så han kunne få fat i vingens stræber. Så trak han sig helt op og stod nu på trinbrættet i fartvinden, mens han holdt i stræberen med begge hænder. Han var nødt til at justere sine fødder lidt, så han kom til at stå som en svømmer der vil baglæns ned fra ti-meter vippen - helt ude på tåspidserne, klar til at springe ret bagud. Det var en utraditionel teknik, idet man normalt blot trådte til siden, væk fra maskinen. Så rev fartvinden selv een af! Men den ene gang han havde gjort sådan, havde han ufrivilligt udført en “Cannonball” - en tumlen rundt om sin egen akse, og det meget ubehagelige ved ikke at have nogen kontrol, gav ham aversion mod sidespringet.

Den sidste kommando i udspringsproceduren lød: “GO”!

Han gav et lille hop baglæns og begyndte at falde.

I samme nu, skete to ting: Maskinen kom ind i en lufttynd hvirvel, og begyndte øjeblikkelig at flytte sig nedad med samme hastighed som en faldende sten. Og i stedet for at befinde sig under og bagved maskinen, opdagede han, at han blev trukket nedad, ovenover maskinen, og at hans liner var viklet rundt om haleroret.

En bølge af kvalme skyllede ind. over ham og truede med at drukne ham, og hans læber begyndte at blive følelsesløse, efterhånden som det gik op for ham at døden bærer den ultimative sandhed - ikke livet!

Hans hænder fik eget liv og fandt møjsommeligt “Cut Away” kniven. Hvis ikke han handlede omgående, ville han tage de to i maskinen med sig i døden.

En pludselig gråd truede et øjeblik med at tage magten så meget fra ham, at han var ved at tabe kniven. Han knugede hænderne sammen og begyndte at skære i seletøjet.

Den totale angst som i disse øjeblikke havde fået hans hjerte til at fylde hele hans krop og næsten lammet enhver vilje til bevægelse, forvandledes som en svamp der langsomt suger vand, til en ensomhed udover enhver beskrivelse, udover alle ord, som det gik op for ham at dette var afslutningen på alt, og at intet mere ville kunne gøres om. Alle regnskaber skulle afsluttes her og nu, og han ville ikke mere have indflydelse på facit. Betalingen for livet var døden.

Maskinen standsede sit dyk med samme abrupthed som det var indledt, og i et skingert grusomt sekund flåedes han fri af det nu næsten gennemskårne seletøj. Hans sidste rejse var begyndt og afstanden til jorden mindskedes, som afstanden til livet øgedes. Han havde udført sin sidste selvstændige handling.

“Mor”, sagde det i ham, “mit liv er blevet en karrusel der ikke stopper mere. Hvorfor skulle det dog blive sådan”?

Han mærkede en isnen fra skridtet ned langs det ene ben, og blev klar over at han havde pisset i bukserne. Man havde ellers altid hørt at folk der skulle dø, sked i bukserne. Og i selve dette øjeblik undrede det ham, at han kunne tænke på noget så absurd som hvad folk havde sagt. De havde for helvede aldrig prøvet det selv! Og hvordan kunne han væde bukserne, når hans mund var så tør?

“Mor”, sagde det i ham igen, “denne karrusel er ond. Hvorfor kan den ikke stoppe”? Den indre stemme forekom ham som en kniv af is, der skar sig igennem hans krop. Jeg er helt alene her, tænkte han, som jeg var det da jeg oplevede “det grønne stakit”.

Hun havde været forfærdelig syg dengang og hun havde måttet anbringe ham og lillebroderen på et børnehjem, mens hun selv var kommet på hospitalet for at blive opereret. Da hun kom ud derfra var hun gået hen for at se ham, selvom hun vidste hun burde være i fred for alt hvad der følelsesmæssigt kunne rive i hende. Han var tre - fire år på det tidspunkt, og han havde i sin fortvivlende ensomhed truntet om i forhaven til børnehjemmet, og pludselig stod hun der, foran det kommune-grønne stakit ud mod vejen. Og han så hende og strakte hænderne ud mod hende, og han så billedet af hendes ansigt sprække og blive til små flader, mens tårerne begyndte at strømme ned over hendes kinder. Og hun begyndte at gå væk fra ham og hun tog den verden han kendte med sig, og han fik den aldrig mere tilbage.

Han så nu at horisonten var på vej op over ham, og han vidste at enden var nær.

“Jesus”, tænkte han, “dødens brod er ensomheden. Vil du tage mine hænder og være med mig”? Og han begyndte at bede, og han oplevede at Jesus tog hans hænder og var med ham. Så åbnede jorden sig og tog imod ham, og i et glimt gennemlevede han altings ophør.