I Stenløsemagle (Stenmagle) sogn ejede klosteret også al jord. Det var sket ved gave af Esben Snares
søn Johannes. Han havde i mange år trodset og nægtet at udlevere klosterets arv efter faderens
testamente, men dødssyg i Lybæk 1213 lod han abbed Gaufrid kalde til sig og testamenterede
dette sogn til klosteret, som for resten endda først fik det endelig udleveret 1293 efter strid
med arvinger og arvingers arvinger.
Men kirken og præstekaldet var ikke under klosteret, så præsten havde ikke abbeden i Sorø,
men biskoppen i Roskilde til herskab. Derimod var alle hans
sognefolk i højeste grad abbeden undergivne, og klosteret betegner dem som stavnsbundne
»trælle«, der kan sælges og bortgives, og ofte er blevet det. Og det ser ud til, at klosteret ved denne
tid (1489) også har drevet sine Grangier ved sådanne trælle og ikke ved Lægbrødre. Måske
skal det forstås om vordende fæstebønders Hoveritjeneste, så at Cistercienserklostrene i alle
møder har givet forbilledet på herremændenes senere stordrift, der endnu knap var begyndt.
Så sker det, at præstegården i Stenmagle brænder. Det må være sket før 1444, thi abbeden var
da Niels Clemensen, som var farbror til præsten Oluf Lauridsen. Abbeden hjalp da sin slægtning,
satte en bonde ud og lod præsten få fæstegården at bo i. Så lod præsten være med at bygge, og
brandtomten blev liggende. Eftermanden Hr. Oluf Jensen samlede tømmer til en ny præstegård,
men flyttede, inden der blev bygget. Hans eftermand Ingver var der til 1471, og så kom Hr.
Jens Mortensen, der gik af 1489 og afløstes af Hr. Jens Olsen. De tidligere præster havde betalt
afgift af præstegården, men det nægtede Hr. Jens.
Abbeden blev naturligvis stødt over dette, og nu udviklede der sig en række begivenheder,
som er ægte middelalderlige, og viser os noget af det, som reformationen gjorde op med.
Tidspunktet er jo, da drengen Martin Luther kom i skole i Mansfeld.
Abbeden foretog en rejse til Fyn og overlod imidlertid forretningerne til prioren. Så skete
det 8. maj 1489, at Prior Mads Jepsen og to munke mødte hos præsten i Stenmagle og lod ham
sætte ud. Efter han egen fremstilling skete det med stoffeprygl og pisk. Hans ejendele blev
kørt hen i Degnens hus ved kirken. Efter hans fremstilling har også bønderne plyndret og ødelagt.
Præsten klagede alt dette for sin herre Biskoppen i Roskilde. Denne var den stridbare Niels
Skave (1485-1500), som paven efter kongens ønske, havde indtrængt i embedet mod Domkapitlets
vilje. Han stævnede da Abbeden, Prioren og Bønderne til at møde for landsmødet i Roskilde
i juni. Abbeden protesterede i henhold til Cistercienserordenens privilegier. Cistercienserklostrene
og deres undergivne lå ikke under Biskopperne og kunne ikke stævnes for hans ret. De mødte ikke.
Men Abbeden løste sine bønder af Bannet, og det holdt de sig til. De var jo hans »trælle«.
Præsten, der var Bispens, regnede dem derimod stadig for bandlyste. Men de trodsede på Abbedens
afløsning, mødte på trods i kirken eller stillede sig op ved kirkedøren og hindrede præsten i at komme ind.
Og Abbeden indgav klage til Paven, hvis auditør stævnede Biskoppen for sig.
Som modtræk havde imidlertid Præsten med Biskoppen i ryggen stævnet sagen ind for Sjællands
landsting. Abbeden protesterede imod, at en verdslig ret skulle dømme. Men man dømte bønderne til bøder.
Da de i overensstemmelse med deres Abbeds ord ikke mødte og vel var forbudt at møde ved de senere
retsmøder, blev de på Præstens forlangende berøvet deres Mandhelg, dvs. gjort halvt fredløse, så man selv
kunne tage sig til rette over for dem.
Så blev det Biskoppens tur. I begyndelsen af september hjemsøgtes Stenmagle af en skare på 80
væbnede mænd med Peder Lauridsen til Skaftelevgård og Biskoppens halvbrødre Jacob og Søren Daa i spidsen.
Klosterets foged, som nu boede i den tidligere af Præstens beboede gård, blev med kone og børn jaget ud
under hån og mishandlinger, og alle deres ejendele plyndrede og ødelagt. Nogle af Bønderne lykkedes det at
flygte. De øvrige blev pågrebne og blev efter Abbedens beretning »anbragte i snævre fangehuller,
hvor de næppe kunne ånde, lagt i bånd og jern, der var trange, grusomme og umenneskelige, tillige
underkastede en frygtelig tortur, så at deres hænder, arme, fødder og andre lemmer mistede kræfterne
og blev stive og ubrugelige«.
Sammen med Biskoppens væbnede svende kom Præsten Jens Olsen tilbage og blev indsat i den gård, han i
maj var blevet udjaget af. Præsten havde foreløbig sejret, og det var et slag i luften, at Abbeden lod
klosterets birketing i Pedersborg erklære deltagerne i togtet mod Stenmagle fredløse.
Kong Hans måtte nu gribe ind, for at der ikke ligefrem skulle blive krig på Sjælland. Fredløshedsdommen
over bønderne ophævedes og de fængslede frigaves. Høsten på markerne i Stenmagle var ikke blevet høstet
1489, og man vovede ikke at berede markerne til det kommende år.
Processen sled sig fremad for den pavelige ret og var blevet en strid om kompetence. Men det så
ikke godt ud for Biskoppen, og så endte det med, at kongen mæglede et forlig i Korsør 1493.
Hvis gården virkelig var klosterets, skulle det have den tilbage, men så skulle det skaffe
Præsten en gård. Men de for paveretten fremlagte dokumenter kaster et interessant lys over mange ting,
selv om de må læses med forsigtighed. Biskoppens sagfører udslynger de voldsomste beskyldninger
mod Munkene i Sorø for deres levned, – så voldsomme, at de formentlig er løgn. Men han kommer også
ind på det med kirkerne. Han klager over, at klostrene har fjerntliggende sognekirker, ved hvilke der
skulle ansættes faste præster (perpetui vicarii), men som de lader betjene af deres munke og sjælesorgen
udøver ved samme, skønt de er utilgængelige om natten i det lukkede kloster. Derfor dør i pesttiden ofte
folk uden skriftemål og sakramenter (Acta Pont. Dan. IV. 484).
Biskop Niels Skave havde brug for anklager, men man har altså dog følt de uheldige sider ved disse
klostersogne. Abbeden har dog ingen betænkelighed, men søger at få Paven til at stadfæste det alt sammen,
for på den måde at have våben mod Biskoppen. I et pavebrev af 1491 er klosterets ansøgning refereret,
men det pavelige Kancelli har kludret slemt med navnene. Først nævnes den Birkeret, som kong Hans havde
givet 1485, hvorefter klosterets bønder ikke skal svare for nogen anden dommer end Abbeden, og der er
oprettet et birketing i Pedersborg, hvortil folk skal søge hver lørdag fra sognene Alstede, Biernet,
Padersbugh, Brumu, Bierbi, Swartorp (Sorterup), Guidioni (Gudum), Rynnortopt (Kindertofte) og fra begge
byerne Oorsloff (Ørslevvestre og Ørslev u. Sk.) samt byen Valbry (Valby i St. Mikkels sogn). Derpå
fortsættes med at sognekirkerne i disse sogne også hører med. For Sorterups vedkommende er dette
utvivlsomt urigtigt, og de aldeles sikre Lynge, Broby og Slaglille mangler. Så ved man ikke, hvor meget
man kan regne med resten af listen.
Men oplysningen om klostersognenes behandling i Abbedens fremstilling er følgende:
»Desuden har også sognekirkerne i de nævnte sogne, der er grundlagte og opførte på Klosterets Gods, fra
Arilds tid hørt til klosterets ejendom og bord, og hører fremdeles dertil, og til dem sender de nuværende
Abbeder nu en, nu en anden munk, uden nogen anden regel, og ved dem besøger de de guddommelige ting fejrede
og Sakramenterne forurettede«.
Det er rene ord for pengene fra en tid, da man ikke generede sig. Paven stadfæster det forsigtigt
»for så vidt som det er i Burg«. (Acta Pontifi-
cum Danica IV 539. Johs. Lindbæk: Biskop Niels
Skave og Sorø Kloster, Hist. Tidsskr. 8. I. 254 ff.).
Uddrag fra Sorø Amts Klostersogne og Frigørelse
1569.
P. Severinsen.
Artikel fra: Budbringer nr. 22, Oktober 2004
